Bureautyper · Hvad er forskellen?

Bureautyper - Webbureau, Reklamebureau, Digitalt bureau, Marketingbureau, Kommunikationsbureau, PR-bureau, SEO-bureau, Mediebureau, Grafisk Bureau, Kreativt Bureau, Social Media-bureau, Search-bureau.

 

Kender du det med, at du gerne vil have hjælp til et eller andet inden for markedsføring, men du ved ikke helt, hvem du skal ringe til, eller hvad du skal søge efter på Google?

Måske du skulle tage fat i et: Webbureau, Reklamebureau, Digitalt bureau, Marketingbureau, Kommunikationsbureau, PR-bureau, SEO-bureau, Mediebureau, Grafisk Bureau, Kreativt Bureau, Social Media-bureau, Search-bureau.

Bureautyperne er en jungle i sig selv

Markedsføring er generelt en jungle at finde rundt i, og det bliver ikke just nemmere at finde rundt, hvis det i sig selv er svært at finde den rigtige guide. Valget af bureautype er nemlig ikke så nemt igen, som man lige skulle tro. For markedsføring er efterhånden blevet erhvervslivets svar på malermesterens farvenuancer. Der er ikke bare en farve, som er blå – ligesom der ikke er noget, der bare hedder et bureau. Nej, du kan eksempelvis vælge turkis, cyan-blå og petroleumsblå – ligesom du kan vælge et webbureau, digitalt bureau, online bureau og mange flere, som er tilpasset et “lille” konkret nichemarked.

Hvis du eksempelvis skal bruge en hjemmeside, hvem skal du så spørge?

Monolog: Måske et digitalt bureau … Dem må man formode arbejder med online medier og dermed hjemmesider … Men hov, hvad med et webbureau – de indeholder da “web” i navnet, så måske det er den rigtige vej at gå … Jamen kan de så også hjælpe med at tilkoble mine sociale medier, når de nu kun er et “web”-bureau? … Skal jeg så både vælge et Social Media-bureau og et webbureau, eller kan det digitale bureau hjælpe mig med det hele?

Hvad er forskellen på bureauerne?

Jeg ville nok være tilbøjelig til at sige – SPØRG – det enkelte bureau, om de kan løse den opgave, du har. Men som jeg tidligere har påpeget i en anden artikel, er der en tilbøjelighed til, at reklamemanden har lige så meget troværdighed og tillid som sælgeren – og ham eller hende spørger du ikke lige: “Bør jeg vælge dit produkt?”.

Der er just heller ikke meget hjælp at hente i Google, som man skal huske er de fleste bureauers Dr. Watson … eller Robin, om nogen vil. For hvis du søger på eksempelvis: “Webbureau betydning”, vil de første resultater være eksisterende webbureauer, som har købt annoncering på Google – rettet efter lige nøjagtig sådanne spørgsmål.

Nu ville det nok være et godt tidspunkt at svare kort og kontant på: “hvad er forskellen?”. Jeg må dog erkende, at jeg som reklamemand nogle gange selv er i tvivl, da flere, der laver nogenlunde det samme, kan have flere forskellige bureau-navne. Eksempelvis et Google-bureau og et SEO-bureau – et Kreativt bureau og et Grafisk bureau – et PR-Bureau og et Kommunikationsbureau.

Jeg kan dog give jer en liste med min forståelse af de 6 mest gængse bureautyper – så I har et bedre udgangspunkt.

Markedsføringsbureauer - 6 forskellige bureautyper

6 gængse bureautyper

Farverne indikerer, hvor specialiseret – markedsspecifik – en bureautype er.

Grøn: Beskæftiger sig med de fleste områder inden for markedsføring.
Gul: Beskæftiger sig med en afgrænset del af markedsføringen.
Rød: Beskæftiger sig med en specifik del af markedsføringen.

Det er vigtigt at pointere, at nedenstående er skrevet ud fra et moderne syn på bureautyperne, og ikke bureautyperne i klassisk forstand.

  • Reklamebureau: Branding og generel markedsføring – online og offline

Et reklamebureau er formentlig forfaderen til alle andre slags bureautyper, som vi kender i dag. Et reklamebureau hjælper med at varetage en virksomheds branding. Da det er en ældre betegnelse, bliver reklamebureauet ofte misforstået som værende gammelsdags, men bureaus definition er ligesom dets fokus på branding, blevet digitaliseret og beskæftiger sig i dag med både online og offline markedsføring – i alle forgreninger.

  • Digitalt Bureau: Digital markedsføring og online løsninger

Et digitalt bureau dækker al markedsføring, som er digitaliseret. Det være alt fra komplette webløsninger til online brugerundersøgelser, der er med til at markedsføre en virksomhed. Et digitalt bureau kan formentlig hjælpe dig med alle former for markedsføring, men afgrænser sig fra tryksager, offline annoncering med mere.

  • Webbureau: Specialiseret i hjemmeside- og webshopsløsninger

Et webbureau er det digitale bureau, som bare er endnu mere specifikt og fokuseret på en nichedel af markedet. Et webbureau beskæftiger sig primært med udvikling af hjemmesider, webshops og derigennem også ofte med sociale medier og søgemaskiner (eks. Google).

  • Marketingbureau: Alle slags marketings-ydelser – online og offline

Et marketingbureau er formentlig nutidens reklamebureau. De to bureautyper minder i al fald meget om hinanden, hvor forskellen vel ligger i, at et marketingbureau nærmest dækker over endnu mere – i hvert fald i forståelsen. I tidernes morgen beskæftigede et reklamebureau sig primært med … spoiler alert … reklamer – og den sælgende branding af et produkt. Anderledes kan et marketingbureau også hjælpe med de bagvedliggende serviceydelser, som hjælper medarbejderne, men ikke nødvendigvis er salgsorienteret.

  • Kreativt Bureau: Alt det grafiske og visuelle på både online og offline medier

Et kreativt bureau er et bureau, hvis primære opgave er, at få markedsføringen til at skille sig ud ved at levere iøjnefaldende, visuel markedsføring. Det være kampagner, annoncer og diverse reklamer – online og offline. Kært barn har mange navne, og et kreativt bureau kan også betegnes som et grafisk bureau, hvor det kreative bliver konkretiseret endnu mere til at omhandle grafisk arbejde.

  • Kommunikationsbureau: Fokus på strategisk formidling – PR, tekst og tale

Et kommunikationsbureau hjælper virksomheder med at formidle deres mission og vision udadtil gennem strategisk formidling. Deres primære opgave er kommunikativt at brande virksomhedens budskab, så alle har et godt og det rigtige billede af virksomheden. Denne type bureau kan også kaldes et PR-bureau. Et PR-bureau fremstår dog mere afgrænset til pressehåndtering, mens et kommunikationsbureau kan være alle former for formidling uden konkret formål.

Opsamling på bureautyper

Meningen var, at jeg ville give en kort beskrivelse af nogle af de mest gængse bureautyper, men jeg må indrømme, at jeg på trods af at være tekstforfatter har svært ved at begrænse mig. Det har jeg, fordi forskellige bureauer læner sig rigtig meget op ad hinanden. Laver du en helt almindelig Google-søgning på et kreativt bureau eller et kommunikationsbureau, finder man netop også flere bureauer, som skriver, at de er specialister i hjemmesider og vice versa, hvis man søger på et webbureau.

Derudover er der også mange som ikke blot afgrænser sig til én slags ydelse, men også til én type kunde. Eksempelvis er der nogle webbureauer, som primært laver hjemmesider til bilforhandlere.

Med andre ord kan ovenstående inddeling give en større forståelse af nogle af de mest gængse bureautyper, men med dét in mente, at der er mange flere slags.

Hvorfor kalde sig noget, man ikke er?

Nogle gange kan det være svært for bureauet, inklusiv os selv i Apropos Bureau, at finde ud af, hvad man præcis skal kalde sig selv. For man vil helst ikke negligere nogle af de ydelser, man tilbyder, men man vil samtidig gerne kaldes for specialister frem for generalister, som har en mere negativ ordlyd.

Apropos Bureau

Nu til millionspørgsmålet: “Hvad er Apropos Bureau?”.

SVAR: Et marketingbureau – der kalder sig for både reklame- og marketingbureau.

Så skulle man tro, at der for en gang skyld skulle komme et mere ensidigt svar, men så heldige er I ikke. Vi i Apropos Bureau er et marketingbureau, der for forståelsens skyld ofte kalder os for et reklamebureau.

Apropos Reklamebureau

Det vigtigste er nemlig, at brugerne finder det, de søger efter – og som nedenstående illustration viser, søger brugerne ikke efter et marketingbureau, men efter et reklamebureau, for “det ved de”, hvad er.

Søgning på bureautyper igennem Google

Og når begge bureautyper dækker over godt og vel al slags online og offline-markedsføring, har vi det helt okay med at blive kaldt et reklamebureau i folkemunde. Vi mener, at der er større chance for, at vi bliver fundet af de rigtige mennesker, der kan bruge vores ydelser – og det må være det vigtigste.

Apropos Marketingbureau

Vi kalder os også marketingbureau, fordi vi netop mener, at marketing ikke kun dækker over reklamer, men lige så meget omfatter serviceydelser, som vi også håndterer. Eksempelvis er der ikke mange, der forbinder et visitkort, et produktkatalog eller hjemmesider som værende decideret reklame, og det er om ikke andet noget, vi også laver for flere af vores kunder.

Apropos Misforståelse

Jeg har eksempelvis stødt på flere B2B-virksomheder og grossister, som har sagt:

“Vi har ikke brug for et reklamebureau, for vi reklamerer ikke udadtil, men handler med samme, faste kunder”.

Det de ikke tænker på er, at:

  • De jo har en hjemmeside, som ikke er opdateret siden det hed Edb.
  • De har et logo, som er for pixeleret til at blive set og forstået – på alle slags medier.
  • Den tekst der står i deres produktkatalog ikke er på engelsk, selvom 75% af deres kunder er globale.
  • De har fået to nye medarbejdere, som ikke er til at finde på deres kontaktside og som muligvis også har brug for et visitkort.

… og meget, meget mere som de fleste netop ikke associerer med reklamer, men som nutidens reklame- og marketingbureauer altså håndterer i det 21-århundrede.

Find det bureau du søger

Hvordan finder man så det, man søger?

Her kommer 3 råd, som jeg mener, du bør bruge i stedet for at søge blindt efter en guide i junglen:

  • Søg konkret

Vær’ så konkrete i søgningen som overhovedet muligt. Søger I eksempelvis nogle, som kan hjælpe med en brochure, så bør I på Google søge så konkret som muligt: “Design af brochure i Aalborg” – så slipper i også for at få tusindvis af annoncer smidt i hovedet, som I eksempelvis gør, hvis I blot søger på “brochure”. Foruden Google, kan det også anbefales at søge på BureauBureau, hvor det er muligt at segmentere bureauerne efter deres kernekompetencer, deres ydelser og tilmed også deres timepriser.

  • Kig efter referencer

Tag et kig på bureauets tidligere løsninger. Det må om noget være bedste bevis for, at bureauet kan løse den opgave, I står med. Under vores referencer kan I eksempelvis finde nogle af de hjemmesider, vi tidligere har designet.

  • Tag et kaffemøde

Det kan aldrig skade at tage et møde og drøfte, hvordan det pågældende bureau vil løse opgaven. Så længe I bruger jeres sunde fornuft, kan I også godt bedømme, hvem der sælger lommeuld, og hvem der egentlig ønsker at hjælpe.

Tak fordi, du læste med. Jeg vil rigtig gerne mødes med dig, hvis I som virksomhed har brug for markedsføring, men mangler en guide, der kan hjælpe jer gennem junglen.

Du er altid velkommen til at kontakte Apropos Bureau og lige så velkommen til at tage fat i mig (Stefan Noe) direkte.