Emoji-effekten: Hvorfor tage stilling til emojis i markedsføringen?

Er emojis magien, som din markedsføring mangler?

Selvom emojien kan virke useriøs, så har de små humørfulde hoveder en stor betydning for markedsføringen af din virksomhed. Med markedsførings-brillerne på, kan emojien skabe en umiddelbar forbindelse til forbrugeren, som kan være rig på underholdningsværdi, efterlade et indtryk og skabe den perfekte relation mellem virksomhed og forbruger.

Værd at vide om emojiens indtog på markedsføringen📣

Hvordan anvender din virksomhed emojis i markedsføringen?

Der er stor forskel på virksomheder, og det skal der også være ved anvendelsen af emojis i ekstern kommunikation og markedsføring. Selvom emojien er et sprog, som vi alle snakker, så er det lille ikon også en tvetydig størrelse.

  • En forholdsregel for at arbejde med emojis er: Kend din virksomhedsidentitet og dit marked.

Det lyder måske meget trivielt, men det er uden tvivl en nødvendighed med selvindsigt – også når det kommer til anvendelsen af de små billedikoner. Før man griber ud efter sin smartphone og anvender emojis, skal man først og fremmest vurdere, hvilke typer af ikoner, der stemmer mest overens med sin virksomhed og med sit segment.

Vil man anvende emojis i sin eksterne kommunikation, skal man gøre sig overvejelser om, præcis hvilken kombination af tegn, der skaber den bedste synergi mellem virksomhed, ydelse og kunde.

Eksempel: Er dit firma en nystartet isbutik, vil ikonerne af både is og solskinsvejr, lige såvel som en samling af glade smiley’er, gøre dit budskab klart og forståeligt. Du sælger sommer, sol og smil. Er du derimod en erfaren køkkenmontør, gælder det også om at vælge de rigtige ikoner. Et hus, komfur og en skruetrækker, så sidder den lige i skabet. På den måde har I fået signaleret, hvem I er, og hvad I står for – I er fokuserede og professionelle, længere er den ikke.

Husk at holde tonen, når du bruger emojis

Når man anvender emojis, er det en god idé at have fokus på tonen, som stemmer overens med det valgte medie og platform. Hvis man har en annonce til at florere på LinkedIn, kan det være fordelagtigt at holde en sober tone. Sammenligner man derimod med Instagram, er brugerne som regel yngre, tonen mere farverig, og det stikker ikke en kæp i hjulet at anvende emojis, der skriger af blikfang.

Et par hovedregler til anvendelsen af emojis i markedsføringen.

Først og fremmest skal man gøre sig tanker om sammenhæng, når man anvender emojis i sin markedsføring.

  • Tænk på virksomhedens ønskede udtryk i relation til forbrugerforståelsen!

Det kan være tanker om sammenhængen mellem virksomhedsidentitet, marked og målgruppe. Det er vigtigt, at I i virksomheden har gjort jer videre tanker om, hvordan I helt præcist ønsker at fremstå for målgruppen. Tænk over hvilken ydelse det er, I udbyder, og hvordan den kan udtrykkes med de små ikoner? Uanset om det er sjov, alvor eller et sted derimellem, så kan anvendelsen af en gennemtænkt emoji-sammensætning fungere som en visuel smagsforstærker for markedet. Så er vi tilbage ved eksemplet med isbutikkens 3 ikoner: sol, sommer og smil, der gør forståelsen levende for kunderne.

  • Tænk på sammenhængen mellem emojis og platform!  

Som tidligere nævnt er det også en stor nødvendighed at tænke på sammenhængen mellem anvendelsen af emojis i takt med den øvrige kommunikation, som løber over virksomhedens valgte platforme. Det er afgørende med en konsistent strategi for brugen af emojis over diverse medieplatforme. Det viser, at I i virksomheden både har en fornemmelse af stemningen, lige såvel som på målgruppen, I kommunikerer med. Eksempelvis kan og bør der være forskel på brugen af emojis over mail kontra sociale medier. 

  • Tænk på emojien som et individuelt valg for virksomheden!

Sidst, men ikke mindst, kan det være fordelagtigt at gøre sig tanker om selve den effekt, som enten til- eller fravalget af emojis kan have på markedsføringen. Emojien er med sine mange former og formål en universal identitetsmarkør i markedsføringen, og det er her, at magien opstår. Uanset virksomhedens fokus, kan I have have gode point at hente ved blot at indtænke og overveje, hvordan I bruger emojis i jeres markedsføring.

Eksempel 1: Sidder man med markedsføringen i en bank, kan det være fordelagtigt udelukkende at anvende emojien som et faktuelt informerende ikon, eller helt at undlade den. Det er et valg, som udspringer af kontekst. Et pengeinstitut har ikke nødvendigvis gavn af at tilvælge sig en humoristisk undertone. En bank er, i manges øjne, troværdig og pålidelig, hvilket helst ikke skal undermineres ved brugen af forkerte emojis.

Eksempel 2: Hos en advokat vil forbrugeren antageligt forvente, og samtidig finde tryghed i, at møde en formel tone, hvor man i Magasin går den uformelle jargon i møde med en forventning om afslapning og armene fulde af poser fra Sephora.  

Ved at give markedsføringen en enten formel eller uformel karakter, kan man både forstærke forbrugerforståelsen og komplementere virksomhedsidentiteten.

I det 21-århundrede er fravalget af emojis altså en lige så stærk indikator for virksomhedens identitet og intenderede budskab, som tilvalget er. Hvad enten de små figurer figurerer i markedsføringen, eller danner et portræt af virksomheden i kraft af deres fravær, så har de en effekt, som ikke bør overses af virksomhederne. Man er nødt til at forholde sig til dem.

Så ringer det ind til historietimen🔔

Et par hurtige ord om emojiens oprindelse  

Vi skal ikke længere vente på, at tryksværten tørrer, når vi bladrer gennem avisens annoncesektion. Fingrene er nu pletfrie, og især tommelfingrene er aktive med at finde den helt perfekte emoji. Emojien gjorde sit indtog sidst i 90’erne som en funktion på mobiler med adgang til internettet. Derfra rullede den smilende lavine, og den rullede stærkt! I dag kan du finde et emoji-tastatur på hver eneste smartphone, hvor kun fantasien sætter grænser.

Vigtig viden, eller ligegyldig info?

Nu tænker du måske: “hvorfor skal jeg så lige have fortællingen om emojiens oprindelse?” Det skal du blandt andet fordi, den er spændende, den har mange billeder og så er den slet ikke færdig.

Ordet emoji stammer fra Japan og betyder ganske enkelt “billedikon”. Emojiens historie startede for godt og vel 20 år siden, men i dag udspiller den sig hovedsageligt fra din håndflade. Vi bruger emojien, hvad enten vi står i Fakta eller er på vej ind til festen. Der er (næsten) altid et ikon, som passer til netop din situation. Nu tænker du måske igen: “ja, det er godt, men hvorfor er det relevant for mig, at vi alle sammen kan finde en grimasse som kan passe på smartphone-tastaturet?” Hertil lyder svaret: “fordi det lille ikon kan fortælle rigtig meget med et simpelt udtryk, som er hurtigt for modtageren at forstå og aflæse”. Derfor er det et redskab, som også fungerer godt i erhvervslivet, når information og stemningen skal være let at afkode.

Når man bruger emojis, siger man det med følelser😌💭

Foruden at være nemme at forstå, hurtige at aflæse og sjove at se på, så fortæller emojis det med følelser.

Et samarbejde mellem organisationen The Conversation og videnskab.dk viste i 2015, at op til 72 % af unge fandt det nemmere at sætte ord på deres følelser ved at lave en sammensætning af emojis, snarere end ved at formulere en sætning med ord. Emojien er nemlig mere end bare et ikon, den er det fællessprog – det universalsprog, som vores fingre snakker!

Eksempel: Et godt eksempel på, hvordan emojiens kan anvendes som strategisk redskab til netop at skabe en følelsesnær relation til målgruppen, kan findes i Australiens udenrigsminister, Julie Bishop. Ved at engagere sig i en online dialog gennem anvendelsen af emojis, formår Julie Bishop at markedsføre sin politiske person til målgruppen af stemmeberettigede unge med succes. Hun kommunikerer på humoristisk vis til sit tiltænkte segment og bliver som resultat deraf solgt på at være intet mindre end underholdende og relaterbar.

Så hvorfor er emojis vigtige i din virksomhed og markedsføring?🎯

Der er uden tvivl delte meninger omkring anvendelsen af emojis i markedsføringen. Nogle anser dem for at være både useriøse og unødvendige sprogerstatninger i kommunikationen, mens andre finder et fantastisk værktøj, til at skabe en stærkere og dybere relation mellem forretning og kunder.

Det gælder kort og godt om at ramme rigtigt. Uanset hvilken lejr man befinder sig i, så eksisterer der ingen debat omkring nødvendigheden for at tænke over emojiens anvendelse i sin markedsføring.

Eksempel: Besøger vi isbutikken en aller sidste gang, inden den metaforiske sommer går på hæld, får vi et vejledende eksemplar på emoji-baseret markedsføring, som kan tages videre med i bagagen. Som det står beskrevet, så er det helt og aldeles afgørende at have kendskab til sin virksomhedsidentitet. Isbutikkens segment er sommergæsten med den søde tand. Ved at bruge en munter sammensætning af emojis, understøtter virksomheden den association, som findes hos segmentet. Den sultne solbader bliver gennem sammensætningen af smileys og farverige billedikoner bekræftet i, at netop isbutikken udbyder en ekstra bid af sommerglæden, og hvem i alverden siger nej tak til sådan en mundfuld?  

Som det fremgår kan emojis medvirke til at give en kommunikativ fællesnævner, uanset om samtalen strækker sig fra hverdag til politik. Ligeledes kan de skabe en dybere forbindelse til forbrugeren ved at appellere til mere end blot forståelsen af fakta. Siger I det med følelser, bliver markedsføringen mere personlig, og forbrugerens investering boostes op på et nyt og højere niveau.

Apropos de emojis✅

Apropos de der moderne hieroglyffer, så er det noget af en kunst at blive flydende i emoji. Hvis ikke det er din lyst, så kan du trygt give tøjlerne til os. Hos Apropos Bureau er vi mestre inden for online markedsføring, og så har vi også sprogører. Vi ved, hvor vigtigt det er at ramme rigtigt i markedsføringens balancegang.

Vil I høre mere om, hvordan I strategisk kan arbejde kommunikativt med emojis, så kontakt Apropos Bureau, og få en smilende medarbejder i røret.😃📞