Stemmesøgning er et skridt ind i fremtiden

virtuelle assistenter

Der er en stor sandsynlighed for, at du render rundt med din egen personlige assistent i lommen. At opfylde dine kommandoer og efterspørgsler er dens eksistensgrundlag, og den bliver med tiden mere og mere intelligent. Din virtuelle assistent er hurtig at tilgå, og så er den endda udstyret med en sjat humor.

De virtuelle assistenter gør hverdagen lettere

Digitale trends kommer og går, og vi er efterhånden vant til at skulle tilpasse os efter nye smarte løsninger. Det er selvfølgelig (til en vis grad) vores eget valg, hvad vi gør brug af i hverdagen, men når det er sagt, så har nogle trends potentiale til at påvirke vores dagligdag i højere grad end andre.

Cortana, Siri, Alexa, Bixby, Google Assistant … kært barn har mange navne. Deres funktioner og forcer varierer, men fælles for dem alle er, at de er til for at gøre dit liv nemmere – ligesom en traditionel personlig assistent. De virtuelle assistenter er programmeret til at udføre opgaver ud fra tale. Det vil altså sige, at du bruger din stemme til at sende kommandoer.

Hvis du ikke selv bruger en virtuel assistent, kan du måske undre dig over, hvordan en sådan digital maskine kan lette din hverdag. En virtuel assistents mest typiske opgaver består af simple manøvrer så som at ringe til kontakter, søge efter information og skrive beskeder. Til sammenligning vil nogle måske kalde dem digitale sekretærer – men den er meget mere end det.

Stemmesøgning versus tekstsøgning

Dengang Siri stadigvæk var en ny ting tilbage i 2011, kunne vi ikke altid regne med, at hun ville forstå os. Derfor var det nødvendigt at snakke langsomt og tydeligt, for at der bare var en chance for, at hun fandt frem til det mest relevante svar. Men i dag er udviklingen så markant, at de virtuelle assistenters kunstige intelligens kan forstå mere komplicerede kommandoer. Det har gjort tekstsøgning til at synes som en langsommelig proces.

Lad os tage et eksempel. Når du står og mangler svaret på, hvornår den nye Marvel-film går i biografen, så vil du nok 1. hive din mobil frem, 2. åbne din browser-app, 3. gå ind på Google, 4. lave en søgning og 5. sortere i søgninger. En proces som vi alle sammen kender alt for godt. Den proces bliver forkortet med hele tre trin, når du laver en stemmesøgning.

Du skal blot hive din mobil frem og snakke til den – det lyder måske fjollet, men om ikke andet er det en meget hurtigere måde at komme fra A til B. Du spørger din assistent, som så på ganske kort tid henter data ned fra diverse websider og bagefter præsenterer svaret for dig. Du slipper dermed for at lede gennem adskillige Google-resultater – det gør din digitale assistent nemlig for dig.

Ét system til at regere over dem alle

De virtuelle assistenter er ikke kun til at finde på mobilen. Amazons Alexa og Google Assistant er systemer, der er tilkoblet de såkaldte ‘smart speakers’ (henholdsvis Amazon Echo Dot og Google Home). Du vækker dem ved simple tiltaler såsom: “Alexa” og “O.K, Google”. Din højtaler vil reagere så længe, du er indenfor rækkevidde.

Hvad kan man så bruge sådanne højttalerne til? De kan fungere som din digitale fjernbetjening. De kan sættes i system med flere af dit hjems elektroniske enheder. Du kan dermed ved stemmestyring tænde for lyset, skrue op og ned for varmen, åbne for garagen, brygge morgenkaffen – og listen bliver ved.

Du kan simpelthen kommunikere med dit hjem, hvis du sætter det op til at være et såkaldt ‘smart home’. Så skal du aldrig mere bekymre dig om at rejse dig for at slukke lyset eller lede i blinde efter fjernbetjeningen, der altid bliver væk. Luksus problemer vi, hånden på hjertet, alle sammen kender til fra vores egne dagligdage.

Når den virtuelle assistent bliver menneskelig

Kan man forestille sig en dag, hvor de virtuelle assistenter kan varetage mere komplicerede opgaver? Det er slet ikke utænkeligt. Rent faktisk er Google allerede i gang med at udvikle deres assistent, Google Assistant, med en ny teknologi kaldet Duplex, som er i stand til at foretage menneskelige opkald.

Idéen bag Duplex er, at den skal kunne foretage opkald på vegne af brugeren, sådan at den kunstige intelligens virker mindre falsk. Assistenten skal kunne føre en naturlig samtale med eksempelvis en restaurant, så den uden misforståelser nemt kan reservere et bord. Det var også ét af de eksempler, der blev fremstillet, da man tidligere på året viste teknologien frem på den årlige Google I/O konference.

Den for nogen lidt for naturlige samtale mellem restauranten og Duplex udløste efterfølgende en hård kritik af Googles etiske overvejelser. Der blev nemlig ikke i fremstillingen understreget, at restauranten rent faktisk talte med en robot. Google har formået at kreere en teknologi, der er så virkelighedstro, at man ikke længere kan kende forskel på en robot og en virkelig person. “Terminator”-filmene er måske alligevel ikke helt så urealistiske når alt kommer til alt?

Google blev kritiseret for ikke at have indbygget en funktion, der fortæller modtageren, at det er en robot, de snakker med. Den slags skal implementeres fra starten, og ikke komme som efterreaktion, mener kritikere. Google skal passe på med, hvad de gør – folk er allerede skeptiske, både fordi kunstig intelligens skræmmer folk i forvejen, og fordi de har så meget data, som de har.

En digital ven eller sikkerhedstrussel?

Det leder os hen på en aktuel problematik – kan vi helt bekymringsfrit gøre brug af de virtuelle assistenter? Svaret er både ja og nej. For selvom al interaktion bliver gemt som krypteret data, så er hackere kendt for at finde smuthuller i næsten alle systemer.

Hackere kan have forskellige motiver til at hacke sig ind på dit system. Ja, der er faktisk opsigtsvækkende mange ting, der er i fare for at blive udnyttet af de forkerte. For hvad hvis din virtuelle assistent ‘lytter’ til dine private samtaler og gemmer dataen ved en fejl. Så er dine private samtaler ikke længere særlig private. Eller hvis hackere får indblik i dine daglige rutiner, såsom hvornår du dagligt ankommer til dit hjem.

Sikkerhed er selvfølgelig en ting, man skal have med sig i overvejelserne, inden man investerer i en smart speaker. Diverse udbydere (Apple, Google, Amazon osv.) forsikrer dog alle, at dataen bliver håndteret forsvarligt. Truslen om hacking er også tilstede, hvis du blot bruger computer og mobiltelefon, så mange af os er bekendt med fænomenet.

Det er en personlig vurdering, om man er villig til at invitere en digital assistent ind i sit hjem. Men, hvis du er vild med nemme tekniske løsninger, så vil du også elske at have et smart home. Derfor vil fortalerne argumentere for, at det er “risikoen” værd.

Kun fantasien sætter grænser

Det er interessant at forestille sig, hvor grænsen går med denne teknologi. Det er måske også en umulig opgave at finde en stopklods – for teknologien udvikler sig konstant, og nye funktioner ser hele tiden dagens lys. De digitale assistenter er blevet spået til at blive den næste helt store digitale trend, så mon ikke udviklingen kun eksploderer inden for den nærmeste fremtid.

Hvis de for alvor bliver integreret i samfundet, får det stor betydning for, hvordan vi klarer de daglige opgaver. Det bliver måske ikke længere nødvendigt at tage ned i det lokale supermarked, fordi indkøb bliver klaret af din digitale assistent. Hvis den for eksempel kan registrere, at du mangler toiletpapir, eller du er løbet tør for havregryn, vil den måske en dag være i stand til selv at bestille tingene online.

Hvis man virkelig går i sci-fi mode med emnet, så kan fremtiden måske byde på en virtuel assistent, der fungerer som rådgiver. Det kan være alt lige fra sundhedsvidenskab til økonomistyring. Tænk hvis din assistent en dag bliver i stand til at foretage sundhedstjek blot ved en scanning. Det er en vild tanke.

Det er samtidigt også en skræmmende tanke. For hvad hvis der virkelig ikke er en grænse for, hvad denne teknologi kan udrette? Vil det blive på bekostning af de mennesker, hvis arbejde bliver taget fra dem? Eller vil det blot skabe nye arbejdsområder? Det er der ingen, der kan give et sikkert svar på endnu – det må fremtiden vise.

Om ikke andet kan det hele blive kogt ned til vores egen villighed til at tilpasse os ny teknologi. Det bliver spændende at se, hvordan vi danskere, hvis overhovedet, vil integrere stemmesøgning i hverdagen. For andre dele af verdenen er allerede længder foran os, hvad angår brug af digitale assistenter.

Relateret