
Google og Meta har offentliggjort, at de lukker ned for politisk annoncering fra oktober 2025. Udmeldelsen kommer i kølvandet på den EU-lov, der skal sikre gennemsigtighed af politiske annoncer.
Forbuddet kommer, lige som de kommunale politikere skal begynde deres kampagner for det kommende kommunalvalg. Det vil derfor ikke være muligt for hverken partier eller kandidater at lave betalte annoncer på sociale medier såsom Facebook og Instagram. Det er dog vigtigt at nævne, at politikere gerne må udtale sig om politik på deres sociale medier, så længe det ikke er gennem betalte annoncer.
Hvordan skal kampagner nu føres?
Hvordan fører man en effektiv kampagne i den nye virkelighed uden betalte annoncer? Her er vores fire bud på det, vi vurderer, der bliver afgørende i valgkampene:
1. De traditionelle medier
Fordele: Traditionelle medier er stadig effektive. En artikel i avisen, et indslag i radioen eller et interview i tv’et kan give en kandidat autenticitet, da kandidaten indgår i en naturlig kontekst. Derudover er det også muligt at gøre sig fortjent til at komme i de lokale nyheder (radiodebat, nyhedsindslag, avisklumme), hvilket er noget af det bedste markedsføring, der findes. Den del vender vi tilbage til under afsnittet (Earned Media).
Ulemper: Hvis kandidaterne eksempelvis deltager i et interview, mister de den fulde kontrol over budskabet, da journalisten bestemmer vinklen for interviewet. Det er ofte også kun de større partier og kandidater, der får taletid i medierne, da de har flere penge til at føre kampagner. Derudover er det dyrere at købe annoncepladser i de traditionelle medier, som aviser og tv, og det kræver også mere arbejde.
2. AI
“Jeg forventer, at flere borgere vil bruge AI til at få svar på politiske spørgsmål op til kommunalvalget. Mange vil formentlig spørge ChatGPT, hvem de skal stemme på, eller søge mere viden om mærkesager efter en valgtest”
– Mads Mathiasen, Adm. direktør, Apropos Bureau
Fordele: Der er formentlig flere borgere, der frem mod valget vil bruge AI til at undersøge viden om politik. AI er et nemt og overskueligt værktøj til at søge informationer om kandidater og deres mærkesager. AI kan ligeledes være et vigtigt redskab til at få den unge og digitale gruppe til at engagere sig i politik, da AI netop gør det overskueligt at sætte sig ind i politik. AI trækker på åbne kilder såsom partiprogrammer, presseindlæg og byrådsbeslutninger, og derfor anses AI som en neutral kilde.
Ulemper: AI er stadig så nyt, at man som kandidat ikke helt kan styre, hvad den vælger at fokusere på, eller om kandidaterne overhovedet bliver vist i søgningerne. Derfor kan du komme til at bruge masser af tid på noget, der ikke med sikkerhed giver gevinst. Der er dog et “men”, som du kan læse mere om i næste punkt.
3. Hjemmeside
Fordele: Vi anbefaler derfor, at politikere får lavet en hjemmeside – eller opdateret – da det skaber en fælles platform, hvor kandidatens mærkesager og generelle politik er samlet, og hvor kandidaten selv har kontrol over indholdet. Det er vigtigt, at indholdet er klart og tydeligt, så både vælgerne, journalisterne og AI kan finde de oplysninger, de søger. Hjemmesiden giver ligeledes mere plads til at gå i dybden med politik, præsentere baggrunden og dokumentation for kandidatens politik.
Ulemper: Det vil kræve mere tid og flere ressourcer for kandidaten, hvis hjemmesiden skal se professionel ud. En hjemmeside kræver også, at vælgerne selv aktivt skal opsøge den, og det kan være et problem, hvis ikke der er lagt en strategi for at drive trafik ind på hjemmesiden. Der er heller ikke samme mulighed for at interagere med vælgerne som på de sociale medier, da hjemmesiden er statisk. Når det er sagt, så vil det i særdeleshed være via hjemmesiden, at AI-værktøjer vil skaffe deres information.
4. Earned Media
Uden betalt annoncer på sociale medier er det vigtigt med gratis omtale – og hvordan får man det? Punkterne ovenfor er nogle muligheder, der hjælper kandidaten med at opnå omtale gennem handlinger og budskaber. Det kan blandt andet være gennem interviews, artikler, debatter, events eller kreative ideer. Earned Media handler om at være relevant, skille sig ud og have en god historie, som medierne og borgerne har lyst til at dele. Earned Media kan også opnås gennem AI og søgemaskiner, hvor kandidaternes indhold præsenteres, og derfor mener vi, at det er vigtigt med en hjemmeside. Earned Media kan være med til at give synlighed, der rækker ud over kandidatens egen vælgergruppe.
Har du spørgsmål til indlægget, er du velkommen til at kontakte os.